Tiderne skifter,
og holdninger påvirkes. Den proces foregår hurtigere og hurtigere.

Det moderne
kommunikationssamfund buldrer frem, vi kan få mere og mere at vide, og
konklusionen må derfor være, at vi ved mindre og mindre.

Det er bare
ikke alle, der ved det.

Når tre ud af
fire lønmodtagere tror, at Folketinget, altså politikerne, vedtager
mindstelønnen, så er der noget rivende galt – specielt i fagbevægelsen. Blandt
de 20-40-årige er uvidenhedsprocenten endnu højere. Når dens egne medlemmer
ikke kender til det helt fundamentale system, der er afgørende for deres løn,
så konstaterer jeg, at uvidenhed er en stor trussel mod fagbevægelsen.

Men det er
ikke kun uvidenhed blandt medlemmerne af fagbevægelsen, der er problematisk.
Det største og tungeste skyts skal rettes mod ledelsen af fagbevægelsen, som
gennem årtier har forsømt at holde kontakt til medlemmerne. Der har været tale
om distanceledelse, som har resulteret i et stærkt faldende medlemstal.
Tidligere tiders skandaler om magtmisbrug og økonomisk uredelighed, der var
mulig i en årrække inden for det faglige system, har også angrebet tilliden til
det fælleskabet, der ligesom folkeskolen og andelsbevægelsen er rundet af
1800-tallets begyndende ligestillings- og fælleskabstanker.

Forårets tal
fra Danmarks Statistik afslører, at fra 2008 til 2012 har 134.433 medlemmer fra
3F, HK, Dansk Metal og FOA vinket farvel til LO, Hovedorganisation for
fagbevægelsen. 77.222 er blevet indfanget af de ”gule” fagforeninger.

Unge
mennesker tiltrækkes ikke af fagforeningerne.

”Hvad får jeg
ud af det, og hvad koster det?” spørger de i tidens ånd, hvor det individuelle
hersker. Fagligt fællesskab, solidaritet, loyalitet og tillid er ikke i høj
kurs hos flertallet af de unge.

LO`s formand
Harald Børsting siger, at han tager tilbagegangen seriøst, men at han ikke
frygter for fagbevægelsens overlevelse. Han har sit på det tørre. Han stopper
om få år.

Næstformand i
LO, Lizette Risgaard, kommenterer tilbagegangen således: ”Vi har troet, at
danskerne godt kunne regne ud, at man ikke kan få det hele for den halve pris,
men det har ikke været tilfældet. Derfor har vi igangsat en kampagne, der skal
gøre det klart for danskerne, hvor vigtig LO-fagbevægelsen er.”(Ekstrabladet
17.5.13)

Hvis man
baserer sine holdninger til så vigtigt et spørgsmål på noget så luftigt som tro,
så er der noget galt, og hvis man også tror, at man kan klare situationen med
en fikst og smart kampagne, så synes jeg, det er naivt, mildt sagt.

De seneste 10
år er medlemstallet i LO faldet fra 1.413.210 til 1.122.795, altså 290.415
medlemmer færre på 10 år.

Det har
konsekvenser ud over manglende kontingentkroner i kassen.

Arbejdsmarkedsforsker
og professor ved Aalborg Universitet Flemming Ipsen kommenterer:” Når
medlemmerne flygter, taber fagforeningerne magt over for politikerne og
arbejdsgiverne. Over for arbejdsgiveren, fordi de bliver svækket i
overenskomstforhandlingerne. Politisk mister de også indflydelse, fordi de vil
have færre midler at bedrive lobbyvirksomhed for. Det er en selvforstærkende
effekt, der samlet svækker fagbevægelsen.”(Ekstrabladet 17.5.13)

Kim Simonsen,
formand for HK, Danmark konstaterer: Danmark står i en tillidskrise. (JP
5.8.12)

Jeg er helt
enig.

Han retter en
appel til erhvervslivet og politikerne om nødvendige holdningsændringer, men
også til sin egen baghave – fagbevægelsen: ”Vi har hvilet længe nok på
fortidens vigtige gerninger og sejre. Det må være slut med automatreaktioner og
vanetænkning. Det betyder, at vi ikke bare kan være kolosser bag
tillidsrepræsentanten på arbejdspladsen, men aktiv må melde os ind i kampen om
dette samfunds retning.”

Jeg er helt
enig. Kære læser, nu ved du det.