Er der nogen,
der har en udsendelse til i aften?

Råbet
gjaldede for 60 år siden ned gennem gangen på 5.sal i Radiohuset i
Rosenørnsalle i København. De fire øvrige programsekretærer, der var ansat til
at lave tv-programmer, rystede alle på hovedet.

”Nå, så får
jeg fat i Kirsten Hüttemeier med skåneærmerne. Hun må kunne lave forloren hare
med røget flæsk,” sagde den unge mand, der hed Mogens Kjeldstrup, også kaldt
Mogens Rulleøje. Ham blev jeg kollega med mange år senere.

Fra 1954 blev
der dagligt sendt tv-programmer en times tid til næsten 400 tv-apparater.
Udsendelserne blev sendt direkte fra det lille studie på 5. sal i Radiohuset.

For 50 år
siden, i 1963, blev det første tv-studie i provinsen indviet i det ombyggede
morskabsteater Casino i Rosenkrantzgade i Aarhus.

Programdirektør
Lawaetz indviede studiet med ordene:

”Nu er
Danmarks Radio kommet ud over Valby Bakke. Nu skal Danmarks Radio være hele
Danmarks Radio.”

Det velmente
budskab blev fremført i en tone af faderlighed, som ofte blev anvendt over for
de mennesker, der boede uden for Valby Bakke, altså i provinsen.

Provinsen kunne
også bruges som en trussel. B&U-afd. blev pålagt af programdirektøren at
skaffe medarbejdere fra provinsen til at opveje det ærkekøbenhavnske sprog og
indhold, der dominerede i afdelingens udsendelser.

Hvis ikke man
parerede ordre, ville afdelingen blive flyttet til provinsen. Til Odense!

Ordren blev
effektueret omgående.

536 ansøgere
tilbød sig, og jeg var heldig at blive valgt som en af de 12 ”provinsapostle.”
Fem dages kursus i radio- og tv-produktion udgjorde vores uddannelse.

Den enkelte
gang vi blev inviteret til programmøde i TV-Byen, blev vi ignoreret totalt af de
selvbevidste medarbejdere.

Vi var tre
freelancere, alle lærere, der blev tilbudt at producere en times
radioudsendelse for større børn søndag morgen.

Efter nogle
få udsendelser kom en ældre medarbejder helt over til radiostudiet i Aarhus.
Det lå i bispegårdens gamle hestestald, og det kunne lugtes på varme
sommerdage.

Hans dom lød:
” Udsendelserne er gammeldags og kedelige. Der er for mange børn med. Børn vil
ikke høre på børn,” konkluderede han.

Vi var
uenige. ”For børn, med børn og om børn,” lød vores holdning, som vi holdt fast
i.

Søndagskvistens
kendingsmelodi Soul Limbo bankede fortsat løs søndag morgen.

Få år efter,
midt i 70èrne, vrimlede det med børn i B&U-udsendelserne, og da ”TV- Avis
for børn” lod en 12-årig dreng interviewe statsminister Anker Jørgensen, var
der ingen ende på, hvor avantgarde man følte sig i B&U.

De knejsede
og spankulerede bedre end tjenerne, der bar kejserens nye usynlige slæb i
eventyret.

Engang var DR
enevældig. Arrogancen, der fulgte med monopolets magt, er stadig intakt. Man
har beholdt titlen generaldirektør, der hører fortiden til.

Men det er
ikke det eneste, der hører fortiden til.

En
undersøgelse foretaget af Gallup for Berlingske Tidende viser, at 45 % af de
18-35-årige ville fravælge DR, hvis det var muligt for dermed slippe for den
tvungne licens på 2436 kr. årligt. For alle aldersgrupper er tallet 29 %,
altså næsten 1/3 af landets befolkning. Det
tvungne består i, at besidder man et apparat, hvor det er muligt at se/høre
DR-udsendelser, skal man betale licens. Og hvem har ikke en computer i dag?

Den øverste
chef for koncernen hedder Maria Rørbye Rønn. Hendes opfattelse af DR`s
betydning hører også fortiden til.

Hun er rystet
over undersøgelsens budskab, som tydeligt signalerer, at de kommende
generationer ikke ønsker at betjene sig af DR under den tvungne licensordning.

Hun kalder
det en udfordring for demokratiet!

Jeg kan
berolige generaldirektøren med, at det er det overhovedet ikke. DR har ikke en
rolle i det nutidige mediebillede, der berettiger til den konklusion. Langt
fra.

”Vi har ikke
været gode nok til at lave et tilstrækkeligt stærkt public servicetilbud til de
unge på TV,” mener hun. ”Det er også derfor, at vi laver DR3, der tager
udgangspunkt i de unges virkelighed med emner, som de kommercielle medier ikke
dækker,” udtaler generaldirektøren. (7.1.EB)

Vrøvl.
Internettet er altså opfundet.

Hun modsiges
da også af sin egen kanalchef for DR3, Michael Arre.

”Jeg er
sikker på, at vi ikke har været gode nok til af have tilbud til den unge
målgruppe” kommenterer han undersøgelsen. (8.1.EB)

En sjælden
ydmyg udtalelse fra en DR-medarbejder. Måske er han jyde?

Licenskrigen
er skudt i gang. Medieforliget truer i horisonten. Det er baggrunden for de
truende profetier om demokratiets mulige undergang. De 4 mia. licenskroner
skulle gerne sikres og helst blive til flere.
Mediemastodonten DR har genvundet en del af pusten efter TV 2`s
punktering af DR`s selvtilfredshed i 90èrne.

I triste stunder har generaldirektøren måske følt et
skæbnefællesskab med fagforeningerne, der sejrede ad helvede til og fik
forstoppelse.

Eller måske er det parallellen i
Socialdemokratiets deroute, der har givet mareridt. Forrige århundredes
politiske magtfaktor med det fast blik for arbejdernes vilkår, har nu ganske
glemt sin historie og fortælling. Vælgertilslutningen taler sit tydelige sprog,
lige som Gallups undersøgelse viser skriften på væggen for DR.

Vejet og fundet for let.

Public
service og broadcast er ord, som ved højtidelige lejligheder kan bruges og
udtales med deres hjemlands Eton-tone. Fortid.

DR`s
eksistens og demokratiets overlevelse har intet med hinanden at gøre mere.

Dertil er der
for mange udanske underholdningsserie a la X-Faktor, utallige genudsendelser,
livstilsprogrammer og madprogrammer a la Kirsten Hüttemeier i 1954.