Kronik
22.12.2013

Jeg har
verdens dyreste halvårskalender.

Den er 6.611 meter lang, 30 meter
høj, og den er bygget af beton. Den er delt op i 62 fag, som danner en smuk
bue.

Det tog 5 år at fremstille den, og
den blev færdig i 1994.

Min halvårskalender forbinder Fyn og
Sprogø midt i Store Bælt. Vestbroen kaldes den officielt.

Jeg kalder den Solopgangsbroen.

Efterårsjævndøgn den 21. september,
hvor dag og nat er lige lange, står solen op præcis over Sprogø. Derefter
vandrer den hver morgen hen ad broen mod Fyn. Den tur tager præcis 3 måneder.

Den 21. december, årets korteste
dag, er solen fremme ved endestationen. Solen står op over brofag nr. 2, og så
kommer den ikke længere. Heldigvis.

Hvert år er jeg lidt spændt på, om
solen nu også får lavet en U-turn den næste dag og starter sin tur tilbage mod
Sprogø.

Jeg elsker at se solen stå op. Det
føles som at få vasket sjælen ren i Store Bælt. Jeg tror, at jeg er den i Danmark,
der ser flest solopgange.

De to gange om året, forårs- og
efterårsjævndøgn, når solen danser på toppen af fyrtårnet på Sprogø, tænker jeg
på de mange fortvivlede kvinder, der har været tvangsanbragt på øen.

De uartige pigers ø eller farlige
kvinders ø, var de folkelige betegnelser for øen midt i Store Bælt.

Fire gulpudsede bygninger, der
ligger og trykker sig under det knejsende fyrtårn, var åndssvageanstalt fra
1923 til 1961. Øen var som et naturligt fængsel, hvor man tvangsanbragte
”moralsk defekte og seksuelt løsagtige kvinder” uden dom. Isolationen af kvinderne skete af hensyn til
samfundet, som skulle forskånes for udbredelse af dårlige arveegenskaber.

Den ”forbrydelse” som flere af
kvinderne havde begået, var at føde et barn uden for ægteskabet. Et såkaldt
uægte barn eller en horeunge.

Straffen var tvangsanbringelse på Sprogø
på ubestemt tid.

Videnskabens definition af grupper med negative arvelige egenskaber
beskrives i 1923 af læge J. H. Leunbach:

”Alle åndsvage, epileptikere og sindssyge, psykopater, folk med antisociale
tilbøjeligheder eller perverse drifter, kvartalsdrankere og andre alkoholister.”

At der herskede videnskabelig tvivl om det arvelige aspekt anfægtede ikke læge
Leunbach:

”Afgørelsen af, hvorvidt åndssvaghed er arvelig eller ikke, spiller ikke så
stor rolle. Der er ingen ulykker sket ved at hindre åndssvage i at forplante
sig, selv om lidelsen ikke er arvelig.”

K.K. Steinke, Socialdemokratisk
Social- og justitsminister fra 1924 – 36 udtaler i forbindelse med vedtagelsen
af Socialreformen i 1933:

”Hvis
et menneskeligt væsen, der er belastet med arvelige anlæg, nu engang er født,
skal han have ret til at leve og glæde sig ved tilværelsen, så vidt han kan,
men en ret skal han miste, nemlig at overføre sine mangler til efterkommerne og
på den måde forevige og mangedoble ulykken. Vi behandler undermålerne med al
omsorg og kærlighed, men forbyder ham blot til gengæld at formere sig…”

Loven
om tvangssterilisation var motiveret med racehygiejniske, socialpolitiske og
økonomiske begrundelser.

Sprogø var
et isoleret samfund. Korporlig afstraffelse, fiksering eller isolation i rum på
2x2meter, hvor fortvivlelsens kradsemærker stadig kan ses i træbeklædningen,
blev anvendt som straf for flugtforsøg, opsætsighed eller bare ”dårlig”
opførsel. At svare igen blev bedømt som dårlig opførsel.

Overlægen på anstalten bestemte enevældigt
over kvindernes skæbne. Den eneste mulighed for at undslippe Sprogø var at
blive steriliseret.

I gennemsnit
syv år var kvinderne tvangsanbragt på Sprogø. En enkelt kvinde tilbragte
sammenlagt 38 år på Sprogø.

Straffelovens § 246 lyder:
Hvis du udøver vold, og offeret er i livsfare eller får varige skader. Fængsel
op til 10 år.

Den
kvindelige overlæge, der var den sidste tilsynsførende med kvinderne på Sprogø
fra 1959 til anstalten blev lukket i 1961, har fortalt, at hun dengang ikke
fandt det grænseoverskridende at skulle tvangssterilisere de anbragte kvinder,
hvis de ville frigives.

I dag er hun
rystet over, at hun har været med til at udføre racehygiejne med god
samvittighed og i overensstemmelse med lovgivningen.

Det er kun
et halvt århundrede siden.

Tid
er et forunderligt begreb.

Tid
er den vigtigste del af livet. Den kan pludselig gå i stå, ile eller den kan
slæbe sig af sted.

Tid
kan bruges eller spildes. Kommer tid, kommer råd. Tiden læger alle sår.Tiden er
kostbar, og man kan slå tiden ihjel.

For
2013 år siden blev et barn født i en stald i Betlehem.

Det
er lang tid siden, men historien om hans fødsel huskes stadig.

Den
nat han blev født, overnattede nogle hyrder på marken uden for Betlehem, hvor
de vogtede får. Hyrden, der havde vagten, var måske faldet i søvn, men
pludselig eksploderede et lysskær på himlen, som oplyste hele marken og vækkede
hyrderne, der blev rædselsslagne.

De
så en stor lysende stjerne over Betlehem, og de hørte jubelsang og en stemme
befalede dem at følge stjernen.

De
brød op og stjernen førte dem til en stald.

Indenfor
fandt de en nyfødt dreng, som var svøbt i et simpelt klæde og lagt i en krybbe.
Hans forældre, Josef og Maria, havde ikke kunne få plads i herberget. De var
ikke gift.

Et barn er født i Betlehem, lød
budskabet.

Nyheden spredtes fra mund til mund,
fra by til by, fra land til land.

Nyheden flød med karavaner og
handelsskibe.

Hvilket barn? Ejendommeligt, mente
de moralske og rettroende. Maria og Josef er da ikke gift, vel?

Den
lille dreng blev navngivet Jesus. Det er hans fødselsdag, vi fejrer.

Sæt
nu, hyrderne ikke var vågnet og havde set stjernen over stalden i Betlehem?

Hvordan
ville vores verden så have set ud?

Ville
solen have danset på min Solopgangsbro?

GOD
JUL