Blog Image

Bente Troense: Månedens Mening

Jeg er født i 1942 – og jeg er 36 år!

Forstår du, hvad jeg mener?

I M.M. vil jeg give udtryk for min mening, min opfattelse, oplevelse og foragt for tidens tendenser og tåbeligheder.Med talrige år i bagagen har jeg oplevet og set mange af livets vinkler. De er ikke lige kønne alle sammen.

Jeg har levet på samfundets bund og arbejdet mig frem til et mere behageligt niveau af tilværelsen. Det har været en rejse med mange vidunderlige og rædselsfulde oplevelser, som har været med til at danne den klangbund, den toneart, jeg spiller i nu.

Den kan være barsk og uforsonlig, fordi jeg mærker og genkender løgn og svig, eller den kan være blid og næsten romantisk, når tilværelsen sender de blide vinde ind over min tilværelse.

Med alderen er jeg blevet bedre til at nyde. Jeg øver mig stadig.

Folkeskolen forsømte forår

Månedens Mening Posted on 26 Jun, 2013 13:04

Folkeskolens forsømte
forår

Hele
2. mellem på pigeskolen sad som på nåle. Vi skulle have det nye fag,
seksualvejledning.

Frk.
Christensen, en stor, firkantet kvinde, kastede et blik på de 13-årige piger.

”Hvor
kom vi til sidste gang?” sagde hun kort.

Anne
Marie rakte lynhurtigt en arm i vejret.

”Vi
kom til det med skovbænken!” for det ud af hende. Vi andre fnisede lydløst, og
hun blev sprutrød i hovedet. Vi var alle sammen spændte på, hvad der skulle ske
med den skovbænk.

Frk.
Christensen så ud af vinduet. Hun rømmede sig.

”Jo,
ser I piger. Hvis I går en tur i skoven
med en ung mand og solen skinner, så er det jo meget romantisk, og I skal
selvfølgelig nyde en dejlig tur i skoven.” Her stoppede frk. Christensen.

Hun
så ud over klassen, som sad med tilbageholdt åndedræt og øjnene på stilke.


fortsatte hun. ”Men pludselig står der en skovbænk. Og så skal I passe på. I
skal ikke tage mod en invitation til at sætte jer ned, selv om det kan
forekomme fristende. Det kan blive meget farligt. Det kan ende med, at han ikke
kan styre sig!”

Vi
sad med tilbageholdt åndedræt og ventede spændte på, hvordan det ville foregå.

Men
det fik vi aldrig at vide.

To
farvelagte plancher af kvindens og mandens kønsorganer udgjorde resten af
undervisningen. Hvordan de to organer kom i kontakt med hinanden, så det kunne
ende med et barn, blev ikke berørt. Ingen vovede at stille spørgsmål.

Folkeskolen1955.
Det virker som om historien er fra folkeskolens start i 1814.

Tag
situationen som et billede på, hvor meget folkeskolen og samfundet har
forandret sig på godt og vel et halvt århundrede.

Hele
foråret har folkeskolen været i fokus.

Lockout
af lærere, formanden for Danmarks Lærerforening, der igen og igen messer, hvor
mange tilbud, han er kommet med til modparten og demonstrationer med engagerede
og ophidsede lærere, der protesterer voldsomt.

Det
fik mig til at ønske, den samme energi blev brugt til at skaffe ro i klassen.
Det er en mangelvare, og havde lærerne fremført det krav, havde jeg bakke
højlydt op.

Den
chance forsømte lærerne. Det ville ellers have skabt respekt.

Ro
er en forudsætning for, at der kan foregå ”effektiv” undervisning, dvs. tid,
der bruges til egentlig undervisning, og ikke på at få klassen til at holde sig
i ro, som det blev demonstreret så tydeligt i tv-serien ”9.z mod Kina.”

Det
er indlysende, at kvaliteten af undervisningen er vigtigere end kvantiteten.
Lige så indlysende er det, at den enkelte lærers kompetencer fagligt som
disciplinært har betydning for, om der er ro i klassen, så der kan gennemføres
”effektiv” undervisning.

Hvor
svært kan det være?

Der
er nogle lærere, der ikke har den disciplinære kompetence. Det giver både
elever og lærer problemer, for elevernes resultater bliver simpelt hen
dårligere.

”Gør
en god skole bedre” lyder den optimistiske overskrift på undervisningsminister
Antorinis slagfærdige slogan på en skolereform, der debatteres heftigt i disse
kolde forårsuger. Hun er ekspert i begejstring.

Der
findes vel næppe et område, der er så belastet af eksperter som folkeskolen.

”Heldagsskole”
var et begreb, der blev slynget ud af ordmaskinen. Det blev lynhurtigt forandret
til ”Helhedsskolen”, da forældrene vendte sig imod tanken om, at deres børn
skulle tilbringe hele dagen i skolen. Hvad så med deres fritidsinteresser eller
fritidsjob?

”Aktivitetstimer”
var den nye luftige opfindelse i regeringens reformforslag, der skulle gøre en afgørende
forskel i undervisningen.

”Vi
vil ikke have sådan nogle aktivitetstimer, hvor man kan lave alle muglige sjove
ting. Vi vil være sikre på, at man styrker fagligheden”, siger Lars Barfoed,
K.(JP 23.5.)

Repræsentanter
fra oppositionspartierne udtaler sig med stor entusiasme om fagligt indhold som
et ultimative krav, og DF vil nedlægge veto mod muligheden for at oprette internationale linjer i folkeskolen.

Den
voldsomme modstand har fået regeringen til at trække følehornene til sig. Det
forlyder, at forslaget om aktivitetstimer erstattes af, at ”motion og bevægelse
samt tilbud om lektiehjælp” skal være repræsenteret i den fremtidige skoledag.

Det
får til gengæld socialdemokratiske borgmestre op af stolene. Herlevs borgmester,
Thomas Gyldal Petersen:” Det er så vigtigt at skabe en helhed, så det for nogle
børn i visse uger af året er usynligt for dem, om de har matematik,
natur/teknik, engelsk eller dansk. De har det hele på en gang i et
projektforløb, så de bliver udfordret derhen, hvor deres evner kan strække
til,” udtaler han.

Hans
kollega i Ishøj, Ole Bjørstorp, følger trop:”…det ville være en god ide med
nogle timer, hvor man ikke skal sidde og boge den hele tiden,” siger han.(JP
23.5.)

Eksperterne
har talt.

Folkeskolens
formålsparagraf fra 2006 opremser detaljeret, hvad folkeskolen skal give
eleverne: kundskaber og færdigheder, udvikle arbejdsmetoder, fantasi og skabe
rammer for oplevelse, fordybelse og virkelyst, tage stilling og handle, forberedes
til deltagelse, medansvar, rettigheder og pligter i et samfund med frihed og folkestyre.
Undervisningen skal være præget af åndsfrihed, ligeværd og demokrati.

Men
18% af eleverne kan ikke læse eller regne tilstrækkeligt til, at de kan bestå
folkeskolens afgangsprøve.

Det
er på tide, at der tages fat på de egentlige problemer i folkeskolen. Den
kosmetiske overfladebehandling, der foregår lige nu, er pinlig.

En
ny realistisk formålsparagraf er påkrævet, og desuden bør der tilføjes en paragraf,
der beskriver krav til elever og forældre. Der skal skrap lud til.

Historien
om skovbænken er fortid, selvfølgelig, men den er fra en tid, hvor der var ro
og koncentration i klassen.



Lærernes lockout

Månedens Mening Posted on 22 Apr, 2013 14:20

”Du
er jo kun lærer” sagde lønforhandleren for Danmarks Radio, mens han arrogant
løftede blikket fra min ansøgning og så arrogant på mig.

Det
tog præcis en tusindedel sekund, hvor forbløffelsen over den ringeagtende
ytring bundfældede sig.

Vreden
skød op som en vulkan fra solar plexus og ud i hele kroppen.

Jeg
var ikke bare glødende, jeg var hvidglødende over den fornærmelse, han
serverede for mig. At blive nedvurderet, det ville jeg ikke finde mig i.

Replikken
blev afleveret for 40 år siden, men jeg kan stadig huske fornemmelsen, som
replikken affødte.

Med
et meget fast blik så jeg personalechefen direkte i øjnene, og jeg fastholdt
hans blik langt ud over den naturlige grænse.

Jeg
fortalte ham klart og tydeligt, hvad jeg mente om hans udtalelse. Jeg fortalte
ham, at netop min uddannelse som lærer og syv års undervisning i verdens bedste
folkeskole var et fremragende grundlag for at producere radio og tv for børn, som
jeg havde gjort i tre år.

Min
reaktion kom helt tydeligt bag på ham.

Øjeblikkeligt
forhøjede han sit tilbud betragteligt, jeg accepterede og underskrev aftalen,
mens den skov af vrede, der havde rejst sig i mig faldt ned.

Den
primitive taktik med at nedgøre mig, prellede af som vand på en gås.

Den
kendte jeg alt for godt. Jeg var stolt af min uddannelse, og jeg vidste, at jeg
var en dygtig lærer.

Verden gik af lave fra 1968. Ungdomsoprøret
kaldes den tsunami af oprør, der brusede ind over et uforberedt dansk samfund.

De
nyudklækkede lærere væltede respektløst ind på lærerværelserne, og de levede op
til deres idealer om frihed. De foragtede disciplin og lektier, og de byggede
dueslag i klasseværelset, hvis det passede dem.

Faglighed,
prøver, eksaminer og disciplin blev det pinligt at være tilhænger af.

Situationen
40 år senere er katastrofal for folkeskolen.

600.000
elever og 69.000 folkeskolelærere er fanget i en uløselig strid mellem Danmarks
Lærerforening og Kommunernes Landsforening. Striden bunder i lærernes krav om
at bevare retten til at administrere deres egen arbejdstid, et privilegium, de
hårdnakket har forsvaret gennem mange overenskomstforhandlinger.

Danmarks
mest omfangsrige lockout er resultatet af de strandede forhandlinger. Tonen
mellem parterne er skinger og ordvalget, som trompeteres ud i til
offentligheden, er præget af krig. ”Gidsler” og ”ofre” er hyppigt anvendte ord
i kampen om den offentlige mening. For nu er det den, kampen drejer sig om.

Er
Danmarks Lærerforening blevet en kamporganisation?

I
det seneste årti har det ellers været en ynkelig forestilling at iagttage, når
der skulle findes en forklaring eller rettere en undskyldning for de dårlige
resultater for danske skoleelever, der vælter ud fra samtlige undersøgelser,
internationale og nationale.

Kolde
facts fra PISA-undersøgelser viser, at vi er rutsjet ned blandt nationer, vi
normalt ikke sammenligner os med. Nationale undersøgelser konstaterer, at
næsten hver femte elev forlader 9. klasse uden at have bestået afgangsprøven i
dansk eller matematik. Talrige undersøgelser munder stort set ud i samme foruroligende
budskab: der er noget rivende galt i den danske folkeskole.

Døden
har haft mange årsager gennem de seneste år iflg. Danmarks Lærerforenings
formand Anders Bondo Christensen.

I
2006 beklager han sig over lærernes tab af prestige og efterlyste hjælp til at
hæve lærerfagets omdømme.

Han
kæder tab af prestige sammen med, at faget er blevet et kvindefag, som
traditionelt er lavt anset.

”Det
er et problem, hvis eleverne kun møder kvindelige lærere. Jo mere mangfoldig
undervisning børnene får, desto bedre rustede er de til at møde udfordringerne
senere,” sager formanden.

Jeg
hørte ingen protester fra de kvindelige lærere.

I
2008 var det så den dårlige medieomtale, der var årsag til lærernes
prestigetab. Det mente i hvert tilfælde 82 % af de adspurgte lærere i en
undersøgelse foretaget af Ugebrevet A4.

”Forud
for folkeskoleforliget blev der ført en bevidst politisk kampagne, hvor
PISA-resultaterne blev brugt til en kritik af den danske folkeskole, der var
helt ude af proportioner. Hele den kampagne blæste virkelig lærerne op af
muren,” udtalte formanden.

Jeg
hørte ingen protester over urimeligheder, der var årsag til elevernes dårlige
udbytte af undervisningen.

Samme
undersøgelse viste, at kun 1 % af lærerne mente, deres fag var højt vurderet i
samfundet, og kun 4 % af lærerne mente, at de selv bar skylden for den
lave prestige.

Jeg
hørte ingen protester fra lærerne over årsagerne til den urimelige vurdering,
de følte sig udsat for.

Men
nu protesteres der højlydt, og der demonstreres over hele landet med stor
kreativitet og energi. Og det kommer alt sammen i avisen og i fjernsynet.

Jeg
havde gerne set, at lærerne havde protesteret med samme ihærdighed mod de
politiske indgreb, som de fandt urimelige, og som de mente forringede elevernes
udbytte af undervisningen.

Jeg
havde gerne set 69.000 indignerede lærere demonstrere over hele landet, fordi
deres professionelle indsigt blev underkendt af bedrevidende politikere.

Jeg
havde gerne set 69.000 lærere protestere mod de forhold, som forhindrede dem i
at give den optimale undervisning.

Det,
der nu har fået lærerne op på barrikaderne, er deres angst for tab af
privileger, de har erhvervet for mange år siden. Dem kæmper de med næb og klør
for at bevare. Det er legalt.

Men
jeg havde gerne set samme entusiasme udfolde sig for at kæmpe for forhold, der
kunne gøre elevernes skolegang og indlæring optimal.

Det
burde være det vigtigste for de 69.000 lockoutede lærere – og for formanden.

Han
er oven i købet lærer!



Velfærdssamfundets fallit

Månedens Mening Posted on 12 Mar, 2013 10:43

Vogt dig, kære læser. Forargelsens safter vil stige i tandstumperne, og galden
vil flyde. Så er du advaret.

Besudling og vandalisering af velfærdsstatens smukke fundament, lige
muligheder for alle uanset økonomisk og social baggrund, har vakt min vrede.
Jeg harmes over titusinder af berusede, unge danskeres hærgen i Prag, jeg irriteres over kritik fra klynkende
Fattig-Karina`er, og jeg er vred over hånlige bemærkninger fra Dovne Robert`er.

Hvad bilder de sig
ind?

I
velfærdsstaten Danmark er det blevet en velerhvervet rettighed at holde
vinterferie. Den har en tusindtallig flok af unge, sanseløst berusede og
voldelige danskere brugt til at terrorisere den tjekkiske by Prag.

De
har fyldt centrum af byen med råben og skrigen og vandaliseret omgivelserne. De
har efterladt øldåser og knuste flasker i sporet på deres pubcrawl.

Det
danske rejsebureau Rejsemægleren reklamerer med arrangerede pubcrawls med frie
drinks, fest og ballade. Det bliver ikke kedeligt, lover bureauet. Og bureauet
holder sit løfte.

Politianholdelser
for knivstikkeri og gadeuorden, raserede hotelværelser, hvor alt er smadret
beskrives i forskellige medier. Aktivering af brandslukkere på gangene, bræk
overalt, knuste flasker og unge, der må på hospitalet til udpumpning, hører til
de spektakulære begivenheder.

Det
lokale politi måtte indsætte ekstra styrker for at dæmme op for de unge
danskeres hærgen i byen.

Jeg
er forarget.

Jeg
er forarget over, at unge mennesker, der er så privilegerede, at de har råd til
at holde vinterferie, ikke kan opføre sig ordentligt.

Hvad
er meningen?

Kunne
de ikke bare nyde vinterferien, nyde at rejse, nyde de muligheder, som
velfærdsstaten har givet dem for at skabe en tilværelse, som den største del af
verdens befolkning ville misunde dem?

Åbenbart
ikke, og forklaringer står i kø.

Det
er et faktum, at unge danskere har et meget større forbrug af alkohol end unge
i andre lande. Og alkohol har altid været forbundet med grænsesøgende opførsel,
fortæller lektor ved Center for Rusmiddelforskning ved Aarhus Universitet,
Jakob Demant. Han forklarer de unges ekstreme adfærd med begrebet
flokmentalitet.

”Selve
pointen i masseoplevelsen er, at det enkelte individ ligesom forsvinder lidt;
man får oplevelsen af at være en del af noget større,” siger han. (16.2.JP)

”Man
får pludselig en opfattelse af, at det man gør, ikke er ens egne handlinger.
Det sløres nemlig af fællesskabets relativt voldsomme budskab – som for
eksempel, når man raserer et hotelværelse,” forklarer Jakob Demant.

Ja
tak! Indtagelse af store mængder alkohol resulterer i en ændret adfærd, som kan
være destruktiv og truende for alle, inklusive den berusede. Det er almen
viden. Udpumpning foretages ikke for sjov. Knivstikkeri er kriminelt, og en
politianholdelse for gadeuorden er – ikke i orden.

Hvem
fortæller de unge, at nu er det nok? Hvem siger til dem, at de skal opføre sig
ordentligt? Hvem stiller krav til dem om, at de skal gøre sig fortjent?

Forældrene?
De burde. Lærerne? De skal først og fremmest undervise.

Eller
er udskejelserne en flugt? Måske fra velfærdsstatens goder? Flygter de fra en
ansvarsløs tilværelse?

Er
det resultatet af kampen for lighed?

”Det
er samfundets skyld”, sådan lød venstrefløjens mantra i socialrealismens storhedstid
i 1960èrne og 1970èrne. Det omkvæd lød så ofte, at mange troede på det. I et
par generationer er der mange, der aldrig har lært, at individets ansvar og
konsekvens er kerneværdierne i et velfærdssamfund.

Jeg
konstaterer, at der er noget galt i velfærdsstaten Danmark.

Det
var ikke det Danmark, jeg knoklede for i 1960èrne og årtierne fremefter.
Dengang betalte jeg min skat med glæde, for jeg oplevede, at hvis man ville, så
kunne man.

Og
jeg ville, jeg fik mulighederne, og jeg greb dem grådigt.

Professor
Jørn Henrik Petersen fra Center for Velfærdsforskning fra Syddansk Universitet
har fulgt den danske velfærdsstats udvikling gennem årtier.

I
løbet af 1960`erne og 1970èrne skabte politikerne et velfærdssystem, hvor det
blev legalt og accepteret at modtage sociale ydelser og offentlig hjælp i
modsætning til tidligere, hvor det var forbundet med skam og ydmygelse.

”I
de glade 1960ère troede næsten alle stadig på det gode i mennesket og på den
høje arbejdsmoral, og der var de store årgange og rigtig mange på
arbejdsmarkedet til at betale skat og dermed finansiere og udbygge
velfærdsstaten,” siger Jørn Henrik Pedersen.(24.2.JP)

Men
det var også et system, ”der var mere moralsk fordringsfuldt, end vi måske
kunne leve op til”, som JHP udtrykker det diplomatisk.

Velfærdsstaten
kræver moral af borgerne. Fattig-Karina`erne og Dovne-Robert`erne viste,
hvordan velfærdssamfundet kunne udnyttes med den største selvfølgelighed. Og nu
også de unges hærgen i Prag.

Der
er mange dygtige, flittige og ordentlige unge mennesker, der arbejder seriøst.
De må være irriterede over ofte at være slået i hartkorn med de uansvarlige,
dem der synes, det er helt fint, at andre tager slæbet.

”Jeg
har ret til…” siger de med indignation i stemmen. Ret? Jo, til at arbejde for
fællesskabet og opføre sig ordentligt.

Er
det for store krav at stille?

Jeg
kan stadig opleve et strejf af den harske lugt af fattigdom i næsen. Jeg har en
meget kort tålmodighed med ligegyldighed og hjælpeløshed, når det er manglende
vilje, der er årsagen.

Velfærdsstaten
fortjener en bedre skæbne end at blive nedgjort og udnyttet af ansvarsløse
mennesker. De gode hensigter er blevet misbrugt.

Vrede
er godt brændstof til at forandre holdninger, og holdningsændringer tager lang
tid.

Men
nu er det nok!



Dumhed

Månedens Mening Posted on 05 Feb, 2013 13:48

I mit lange liv med alle de omvæltninger og forandringer af moral, mode, meninger, mobning, misundelse, mådehold, magt og magtmisbrug, der har væltet rundt i livets centrifuge, da har jeg erfaret mig frem til nogle få sætninger, som er lige så vigtige for mig som de 10 Bud.

Hver sætning har sin egen historie i form af en hændelse, en AHA-oplevelse eller en erkendelse.

Den vigtigste sætning har fulgt mig i næsten hele mit liv.

DUMHED ER EN SVIGTENDE SANS FOR DET BETYDNINGSFULDE.

Jeg har husket den sætning lige siden jeg som 16-årig var yngste ansat på Koblingskontoret på Jysk Telefon. Den stod bag på en afrivningskalender, som jeg havde ansvaret for som det første hver dag blev revet af. En fransk filosof havde i 1789 formuleret de kloge ord.

Jeg forstod godt den sætning. Ved adskillige lejligheder har jeg gennem livet haft brug for at hive den frem, når jeg var ved at gå op i sømmene af raseri over at blive diskrimineret, vraget, anklaget uretfærdigt eller holdt udenfor.

Det kunne være som 17-årig tennisspiller i klubfinalen mod overlægens datter. Socialt hørte jeg absolut ikke hjemme i en tennisklub, for den hvide sport foretrak, at man “var noget/nogen”, og jeg var i deres øjne absolut ingenting. Men jeg var den bedste spiller i min aldersgruppe. Jeg blev groft chikaneret af en tilskuer, som tydeligt signalerede, at jeg ikke var værdig til at vinde. Ingen af de voksne, der overværede finalen, greb ind på trods af en klar overtrædelse af gældende regler og en skamløs opførsel.

Jeg tabte finalen, og det, der slog mig ud, var følelsen af uretfærdighed. Jeg havde chancen for at vinde, at blive SET og anerkendt, men den mulighed blev jeg frarøvet.

“Jeg skal vise dem” rasede jeg indvendig, mens jeg forlod tennisanlægget.

Jeg rørte ikke en ketcher i 10 år. Senere blev jeg Jysk Mester et par gange.

Eller det kunne være, at jeg som programredaktør for dokumentarområdet, som jeg var ansvarlig for, skulle bide skeer med de store herrer direktører, som forsøgte at negligere mig, at lade som om jeg var usynlig, overflødig eller ligegyldig.

Det lykkedes dem ikke.

Når jeg oplever situationer, en konflikt, en konfrontation eller en desavuering af min person, så bruger jeg min sætning.

“Er det noget, der er så vigtigt, at du skal reagere på det?”

“Er det klogere at ignorere dumheden, der er personifiseret foran dig?”

“Er det kampen værd?”

eller

“Det vil jeg ikke finde mig i!”

Svaret giver øjeblikkelig sig selv.

Der findes mange dumme mennesker, der ikke ejer “tvivlens nådegave”. De er lige så enøjede som Lord Nilson, der satte kikkerten for det blinde øje. Dem undgår jeg.

Mærk efter – så ved du godt, hvad der er betydningsfuldt for dig – eller dumhed.



« Previous